Partnerøvelser

Når Tai Chi bliver brugt som selvforsvar er det første vi skal lære- ikke at bruge kraft mod kraft.

Tai Chi Chuan er en kampkunst og indeholder derfor elementer af selvforsvar. 

Selvforsvars-delen af Tai Chi Chuan undervises ved, at vi sammen med en partner bliver bedre til at modtage det hårde med det bløde. De fleste mennesker vil helt automatisk spænde op i kroppen, hvis de føler sig truet. Hele ideen i partnerøvelserne er, at vi skal ændre vores forsvarsmønster fra at stivne, til at vi bliver afslappede, bløde og rolige. At vi lærer at bruge modstanderens kraft imod ham selv. 

Gennem tiden har stort set de fleste elever fra start haft en modstand mod at lave partnerøvelser. Det er naturligvis i starten forbundet med ubehag ved at skulle agere SKURK og at blive “truet”. Jeg skal skynde mig at sige, at der altid er fuld kontrol på hvad og hvordan vi skal udfører de forskellige tænkte situationer. Ingen bliver kastet rundt med eller lignende. Unge som ældre kan deltage, øvelserne bliver altid tilpasset den enkelte. 

De fleste vil efter et stykke sted blive glade for, at de turde tage skridtet til også at kende tankerne bag partnerøvelserne. Mange ting giver bedre mening i forhold til, hvordan vi udfører den langsomme Form.

Hvis kamp ikke kan undgås, forsøger vi at neutralisere modstanderens kraft uden at skade ham. Tai Chi Chuan er en indre (blød) stilart, hvor “Vi modtager hårdt med blødt”. Det betyder i praksis, at vi mod slag og skub, bøjer af og bruger sindet, god teknik og kun lille kraft til at overvinde modstanderen.

I Tai Chi Chuan “overvinder vi de 1000 kg med kun 100 g” og er derfor ikke begrænset af vores fysiske styrke.

Træningen vil styrke din selvtillid og forsvars refleks. Du vil lære at reagere instinktivt og roligt.

Previous slide
Next slide